Fromhed er måske ikke det, fynboerne er mest kendt for. Det kan der gives mange forklaringer på, men mine efterhånden mange år på Fyn har alligevel lært mig, at fynboerne holder meget af deres kirker og kirkegårde. Måske kunne man sige, at fynboerne ikke bærer kristentroen uden på tøjet, men stilfærdigt og skjult i hjerterne. Kirken er der, som noget uforanderligt og urokkeligt, en tryghed, når tilværelsen bliver usikker – og for nogle er kirken et afgørende pejlemærke i hverdagens liv.

Berømte fynboer har sat vægtige aftryk på den måde, vi forstår os selv som kristne på, og med afsæt i tre af dem, vil jeg i det følgende fremhæve noget af det, jeg selv vægter højt og vil have særligt fokus på som biskop over Fyens Stift.

Den første er Hans Tausen, bondedrengen, der blev født i 1494 i landsbyen Birkende og endte som biskop. Som ung gik Hans Tausen i kloster, blev præst og kom til Wittenberg, hvor han studerede teologi hos Martin Luther. Hans Tausen tog de lutherske tanker med til Danmark, hvor han var én af de første til at prædike evangeliet på dansk, og i 1542 blev han udnævnt til luthersk biskop i Ribe. Han skrev flere salmer og oversatte Det gamle Testamente til dansk.

Hans Tausen var med til at grundlægge den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Det krævede mod, men også at han var rodfæstet i sin tro på evangeliet om Jesus Kristus. Som biskop er det afgørende altid at bevare fokus på kirkens kerneopgave: at forkynde evangeliet til trøst og håb. Gudstjenesten er omdrejningspunktet for alt kirkeligt arbejde. Det skal vi stå fast på og hvile i – også i krisetider. Reformatorernes mod og utrættelige flid må ubetinget være et forbillede for enhver biskop i en evangelisk-lutherske kirke!

En anden inspirator finder jeg i H. C. Andersen, hvis fortællinger er gennemsyret af den kristne livsforståelse. Et godt eksempel er eventyret ”Snedronningen”, der handler om drengen Kay, som får en troldsplint i øjet. Kay bliver hårdhjertet, kold og er nærved at dø, men bliver frelst af legekammeraten Gerda. Til sidst i eventyret, kommer de to børn hjem til bedstemor, der læser ordene fra dåbsritualet: uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds rige. Dét læser jeg som et klart udtryk fra Andersens pen om, at dåben er en tilsigelse af Guds kærlighed og frelse. Eventyret bliver en hel prædiken!

Dette er et godt eksempel på, at den kristne forkyndelse kan antage mange former. Som de bibelske fortællinger er det med til at danne og forme os som mennesker, at give identitet. Men fortællingerne har trange kår i en tid, hvor sociale medier fylder mere og mere i vores liv – uanset hvor gammel man er. Fortællinger spiller en afgørende rolle både i gudstjenesten og den kirkelige undervisning. Det skal vi værne om, for der er behov for og længsel efter sammenhæng og åndelige pejlemærker.

Vi skal skabe rum for den kristne fortælling. Kirke og kristendom findes ikke som noget selvfølgeligt i hverdagen, hverken i skolerne eller hjemmene. Derfor skal vi række ud og møde børn og unge med fortællingerne om tro, om Gud og om at være menneske. Det vil jeg sætte fokus på som biskop over Fyens Stift!

Et tredje afsæt finder jeg hos komponisten Carl Nielsen, der var barnefødt i Nørre Lyndelse. Carl Nielsen havde ikke noget særligt forhold til kirken, men i 1914 inviterede Thomas Laub ham til et samarbejde om at forny den danske kirkesang, hvilket Nielsen indvilligede i, selvom han på det tidspunkt befandt sig i en større livskrise. Nielsen fandt en særlig ro ved at arbejde med salmerne, og han skrev i et brev til sin hustru, at én af de salmemelodier han havde skrevet, vistnok var det smukkeste, han endnu havde komponeret. Det var melodien til Mit hjerte altid vanker.

Salmesangen er noget af det vigtigste i vores lutherske gudstjeneste, den er menighedens svar på præstens forkyndelse. Sangen fylder os med ånd og glæde, den samler os! Det skal vi værne om, og som biskop vil jeg støtte op om det uvurderlige arbejde med kirkekor, som for mange børn og unge er en vej ind i kirken.

En biskop har mange forskelligartede opgaver: præsteansættelser, visitatser, bygningsgodkendelser, arbejdsmiljøproblemer, klagesager, dåbstal, messefald, strukturændringer – nu også helligdagsfejder. Det er vigtige opgaver. MEGET vigtige opgaver, som vi drøfter og debatterer på valgmøderne. Dette indlæg har imidlertid haft fokus på det åndelige indhold, idet bispeembedet først og fremmest er et gejstligt embede. Biskoppen er præst med en særlig tilsynsopgave i Stiftet. Biskoppen skal tilse at evangeliet forkyndes og dåb og nadver tilbydes i alle sogne. Biskoppen skal udvise fasthed samt opmuntre og trøste menighederne.

Kort sagt skal biskoppen sørge for, at præster og menigheder trives: altså at der er et godt arbejdsmiljø. Samtidig skal en biskop hele tiden have udgangspunktet for øje: evangeliet om Jesus Kristus.

Med afsæt i de fynske helte vil jeg virke for evangeliet og det, der samler og bærer!

Bispekandidat Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen