12/08/2026 0 Kommentarer
Adventskoncert med Christian IV’s Vokalensemble og Camerata Øresund
Adventskoncert med Christian IV’s Vokalensemble og Camerata Øresund

Julen fejres traditionelt med musik, der hylder Jesu fødsel. I denne adventskoncert rettes blikket imidlertid et led tilbage og fokuserer på kvinden, som gav ham livet: moderen, søsteren, trøsteren, heleren, forbederen, beskytteren og sjælevennen – Jomfru Maria. Vi skal høre musikalske hyldester til hende af blandt andre de franske komponister Charpentier og DuMont samt i Vivaldis berømte Magnificat.
Derudover præsenteres musik til ære for en anden helgen, som gennem århundreder har inspireret komponister: musikkens skytsengel, Sankt Cæcilia.
Med sjældent opført musik centreret om disse to kvindelige figurer byder Camerata Øresund og Christian IV’s Vokalensemble på et adventsprogram, der hylder det inderlige, det eftertænksomme og det følsomme – samt selve musikken.
Entré 100 kr. (betales i døren)
Dørene åbnes kl. 15.30!
Camerata Øresund er et visionært tidlig musikensemble, som drives af passionen for barokmusikken, dens mangfoldige udtryk og fortryllende klangunivers.
Trods dybe rødder i barokmusikkens traditioner sætter vi vores eget præg på musikken med en personlig spillestil og en varierende approach. Ved at eksperimentere med koncertformen, søge nye veje i fortolkningen eller udforske sjældent repertoire, trækker vi musikkens overraskende sider frem og dermed belyser vi den fra mange vinkler. I et energisk og intuitivt sammenspil nyder vi at skabe musikken i nuet og ønsker at sprede musikglæde med vitale koncerter, som rammer et moderne publikum.
Ligesom det er vores mission at inspirere publikum, bliver vi også inspireret i mødet med andre musikere og kunstarter. I samarbejde med folkemusikere, komponister, dansere eller sangere får vi udvidet synet på de gamle instrumenters muligheder, og nye kreative idéer opstår.
Vores projekter spænder vidt: Sjældne musikalske genopdagelser, utraditionelle koncertformer, opera, nye bestillingsværker, store kendte værker med kor eller tema koncerter for børn. Uanset formen, er vores koncerter kendetegnet af smittende spilleglæde, personlig formidling og indbydende atmosfære – en atmosfære som inviterer publikum til et fællesskab omkring musikken og en berigende musikalsk oplevelse.
Camerata Øresund har sit hjemsted i København og har siden sin grundlæggelse i 2010 haft barokviolinist Peter Spissky som kunstnerisk leder. Ensemblet består af 9 faste musikere fra begge sider af Øresund, men udvides ved lejlighed med helt op til 30 musikere og sangere.
Om Christian IV’s Vokalensemble:
Christian IV's vokalensemble er opkaldt efter Danmarks musikelskende konge, som nød at omgive sig med den bedste musik, man kunne opdrive i Europa. Med udgangspunkt i samme glæde og interesse for denne periodes repertoire blev vokalensemblet dannet af dirigent og cembalist Ruben Munk i 2005, som en udvidelse af Christian IV's barokensemble, og har siden 2013 bestået af 8 professionelle sangere fra hele Norden.
Ensemblet har allerede markeret sig på et internationalt niveau, og gennem årene er det blevet til et stort antal koncerter og radiotransmissioner i Danmark, Sverige, Tyskland og Baltikum.
Ensemblet har siden 2021 haft fast tilholdssted i Helligaandskirken på Strøget - en af Københavns største og mest centralt beliggende kirker. Kirkens lokaler, med det storslåede kirkerum og Helligaandshusets smukke hvælvinger og særlige akustik, danner en inspirerende ramme for ensemblets musikalske virke.
Formidlingen af musikken har fra starten været essentiel for ensemblet.
Ensemblet arbejder på at fremstå som en levende og fortællende gruppe mennesker med noget på hjerte. Vi dyrker og udforsker renæssancens stilidealer med de polyfone stemmeføringer og de homofone samklange og har samtidig fokus på enkeltsangerens solistiske kvaliteter.
Med hvert eneste koncertprojekt, spørger vi os selv, hvordan vi gør musikken levende, vedkommende og spændende for publikum. Hvad ligger i bunden af nodebunken og har behov for at nå ud til publikum på ny, eller hvordan kan vores udlægning af Händels Messias give tilhørerne noget nyt? Hvordan kan den nytænkes, og hvordan kan vi gøre den relevant for mennesker i dagens Danmark?
Nogle gange står musikken stærkest, hvis den får lov at stå alene. Andre gange udarbejdes programmet i samarbejde med dramaturger, musikhistorikere og teologer - disse bidrager med at skabe et bagtæppe, hvor musikken kan træde frem med en klarhed og intensitet - helt i tråd med renæssancens chiaro oscuro-idealer.
1 1 2023 kunne ensemblet fejre sit 10-års jubilæum som professionelt vokalensemble. Jubilæet blev markeret med to opførelser af Händel's Dixit Dominus og Vivaldi's Magnificat med udvidet besætning og Christian IV's barokensemble. Jubilæumssæsonen afsluttedes med en koncertrække med musik af Per Nørgård og Mogens Pedersøn på blandt andet Charlottenlund Slot, Garderhøjfortet og Skt. Nicolai Kirke i Rønne.
I december 2024 opførte Christian IV's Vokalensemble G.F. Händels oratorium Theodora sammen med barokensemblet Camerata Øresund. Koncerterne spillede for udsolgte sale og blev taget meget varmt imod af både publikum og anmeldere.
1 2025 turnerede Christian IV's Vokalensemble med programmet "Noél - En fransk Julefortælling".
DIRIGENT:
Ruben Munk (f. 1980) er solistuddannet organist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2005.
Efter studieophold i Paris fortsatte han med studier i cembalo hos Lars Ulrik Mortensen og Christine Schornsheim ved konservatoriets afdeling for tidlig musik. Han debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 2011.
Derudover har han en uddannelse i korledelse fra Norges Musikhøjskole 2018.
Ruben har en omfattende koncertvirksomhed både som orgelsolist og ensembleleder.
Som dirigent har han med Christian IV's Vokalensemble stået i spidsen for mange opførelser af større RUBEN MUNK kirkemusikalske værker.
Han er modtager af Robert Roussels Mindelegat og Léonie Sonnings Legat (2011).
Siden marts 2021 er han ansat som organist i Helligaandskirken på Strøget.
SANGERE:
Ensemblets sangere kommer fra Danmark, Sverige og Norge, og er uddannet på højeste niveau fra de respektive landes musikkonservatorier og operaakademier. Samtidigt med at være solister er de specialiseret i ensemblesang, og har specifikke kompetencer indenfor historisk opførelsespraksis.
Kommentarer