Fortællingen om Harald Slott-Møller er farverig. På godt og ondt. Han var det ældste barn i en velhavende købmandsfamilie i København. Ulykkeligvis blev hans mor alvorligt syg og døde, og derpå skete det samme for hans far. I en alder af 17 år var Harald og hans to yngre søskende således forældreløse, og de blev sat i pleje hver for sig. Familietragedien synes at have præget Harald, der på én gang modnedes til at blive en selvstændig, men også en nærtagende og temperamentsfuld ung mand.

Som barn holdt Harald af at tegne og ville gerne uddanne sig til maler, men hans far mente, at det var en usikker levevej og sendte sønnen i lære som håndværksmaler. Harald tog kort efter sagen i egen hånd, søgte ind og blev optaget på Kunstakademiet, men fandt undervisningen utilstrækkelig og fortsatte på den nye, alternative uddannelse, Kunstnernes frie Studieskoler med P.S. Krøyer og Laurits Tuxen som ledere.
 
I 1889 opponerede Harald sammen med ligesindede kunstnere – herunder Agnes Rambusch, som han havde giftet sig med året før – mod censuren på landets store, årlige kunstudstilling på Charlottenborg og etablerede i 1891 det censurfrie udstillingsforum, Den frie Udstilling. Alt gik såre godt, indtil Slott-Møllers krævede, at gæsteudstillernes værker skulle censureres af Den Fries fast medlemme. Det skabte splid i gruppen, og det endte med, at parret trak sig og fra 1904 udstillede de igen på Charlottenborg med alt, hvad det indebar af censur. Det var sorgfuldt for dem at blive undsagt af deres egne, og dette kors bar de på resten af deres dage. For Haralds vedkommende resulterede det over årene i kunstnerisk stilskift. Han var startet som en rebelsk og socialrealistisk maler, slog over i et avantgardistisk, nyromantisk formsprog (symbolisme) og endte som en idealistisk, konservativ kunstner, hvis værker ikke fandt nåde blandt kritikerne. Inden det kom så vidt, havde han udfoldet sig som en idérig formgiver af møbler og sølv- og guldsmedearbejder, ligesom han i fire år havde været kunstnerisk leder af fajancefabrikken Aluminia.

Umiddelbart efter ægteskabets indgåelse tog Harald og Agnes Slott-Møller på en mere end et år lang bryllups- og dannelsesrejse med Italien som hovedmål. Det kostede hele den anseelige arv fra hans forældre, så parret vendte hjem til København uden en krone på lommen. Selv om de begge arbejdede flittigt og til tider solgte godt, formøblede de hurtigt deres indtægter. Sådan forholdt det sig resten af deres dage. Oven i de evindelige økonomiske problemer havde de også den sorg at miste deres yngste datter, da hun var bare fem måneder gammel. Harald og Agnes Slott-Møller døde begge – forgældede – i 1937. Derefter arrangerede datteren Lykke flere salgsudstillinger med deres værker og fik kradset mere end gælden hjem.